Mine grundlæggende holdninger
Danmark er et dejligt land med gode muligheder for de fleste. Vi har meget lidt korruption og stor tillid til hinanden. Vi er velstående med lige og fri adgang til uddannelse og sundhedsvæsen. Og et meget udbygget velfærdssystem.
Dog har vi alt for meget omfordeling fra middelklasse til middelklasse og endda fra topklasse til topklasse samtidig med, at de mest udsatte, og dem som virkelig har brug for hjælp, går under radaren og ikke får den hjælp, de har brug for eller de udsættes for utilstedeligt bureaukrati.
Denne totale overdrevne omfordeling og overdrevne bureaukrati betyder, at vi i Danmark har en offentlig sektor, som relativt nok er verdens største, formentlig de højeste overførselsindkomster samt et af verdens højeste skattetryk uden til gengæld at have verdens bedste service eller velfærd.
Samfundet er i dag uhyggeligt overreguleret. Intet er for småt til at blive reguleret af EU eller danske politikere.
Vi behandles som klienter eller ofre, og vi fratages selvstændighed og ansvar, i stedet for skulle politikerne respektere os som individer med sund fornuft, og have tillid til menneskers faglighed og kompetencer, således at en stor del af det overflødige kontroltyranni kunne afskaffes.
Jeg mener som udgangspunkt, at borgere har ret til at bestemme over eget liv, så længe det ikke skader andre mennesker. Det frie valg bør være en menneskeret, for dem som ønsker det. Selvbestemmelse over hvem der skal komme i vores hjem, behandle os, hvor vi vil bo som ældre, hvor vores børn skal gå i institution og skole, hvilket hospital vi vil bruge. Og det skal ikke kun være dem som råd, der skal have disse muligheder. Derfor skal pengene følge borgerne, så alle har mulighed for selv at bestemme.
Vi skal have lige muligheder, men derudover er det op til det enkelte individ at håndtere sin tilværelse. Vi skal ikke stræbe efter lige resultater. Det er så misforstået, når debatten i Danmark, som er et af verdens mest lige lande, handler om resultatlighed. Nogle tjener mere end andre, bl.a. fordi de har valgt en anden tilgang med større risici, større arbejdsmængde og større afsavn af familie, venner, ferie i en periode. Det kan så være, at de ender op med stress og gæld, det kan også være, at de får succes, skaber en masse arbejdspladser og tjener en masse penge. Det skal de hyldes for og ikke udskammes for. Det er den slags der finansierer vores velfærdssamfund, også selv om der skatteoptimeres, ligesom vi alle gør.
Tænk hvis man ville resultatlighed i sportens verden. To hold har lige muligheder med samme antal spillere, de skifter banehalvdel, dommere som dømmer efter ens regler, lige store mål – alligevel sker det, at et hold scorer flere mål end det andet. Skulle man så tage mål fra vinderne og give til det andet hold, så det altid endte uafgjort? Nej vel – man anerkender at der er forskel på talent, flid, disciplin, held – og man anerkender det ikke bare, man hylder vinderen. Hvorfor ikke hylde talentfulde, flittige, disciplinerede og heldige erhvervsfolk?
Læs også her: https://www.berlingske.dk/politik/min-opvaekst-var-ikke-oekonomisk-prangende-og-jeg-ved-hvad-det-vil-sige-at-skulle