Regeringens siger hele tiden, at der er styr på økonomien, at de har gjort danskerne rigere, øget beskæftigelsen og lettet skatten for erhvervslivet.

Det er en sandhed med modifikationer. Sandheden er, at der er underskud på de offentlige finanser, og at underskuddet finansieres med fremrykkede skatter fra pensioner. Penge som skulle have været indbetalt og brugt i takt med, at der kommer flere pensionister.

Danmark er kommet væsentlig dårligere ud af krisen end vores nabolande – og end gennemsnittet i EU. Det gælder både udviklingen i BNP, danskernes købekraft og arbejdspladser. Ligeledes sakker Danmark bagud i produktivitetsudvikling.

Ifølge OECD er den ventede økonomiske vækst frem mod 2030 ikke ligefrem prangende. Danmark står til at få den sjette laveste vækst ud af 34 OECD-lande frem mod 2030. Vi vil ifølge OECD til den tid få en velstand, der er ni procent lavere end i Sverige.

Regeringens 2 sidste finanslove er baseret på en vækst på 2 pct., hvilket imidlertid ikke har været tilfældet. Derimod har man været nødt til at nedjustere væksten utallige gange.

Ikke ligefrem reform-amok

De sidste kvartaler er dansk vækst dog hjulpet på vej af international vækst og lave oliepriser. Den lave oliepris betyder imidlertid også, at det offentlige underskud kommer endnu tættere på EU’s budgetgrænse på 3 pct.

De forventede resultater af gennemførte reformer fordeler sig med 353.500 fuldtidspersoner fra VK regeringen og 46.100 fra SR/SFR-regeringen. Ikke ligefrem ”reform- amok” for den siddende regering.

Regeringen har hævet skatter og afgifter for virksomheder 77 gange og nedsat dem 40 gange, svarende til stigninger på 9,3 mia. kr. og nedsættelser for 7,5 mia. kr. Altså en netto stigning på 1,8 mia.kr. Zig-zag kursen koster mange unødige kroner i bureaukrati, koster virksomhederne penge og skaber usikkerhed. Alt sammen skadeligt for vækst og nye arbejdsplader. Desuden har regeringen sat bundskatten op for alle.

Så hvad er det lige, regeringen har styr på, og hvori består de store resultater?

Indlægget var i Børsen onsdag 1. april´.