Liberal Alliance foreslår, at alle i arbejde skal have lov til at beholde de første 7.000 tjente kroner pr.md. svarende til 84.000 kr. om året, før man skal betale nogen form for skat.

Samtidig med at det skal kunne betale sig at arbejde, er der vel også noget rimeligt og sundt i, at man ikke skal betale til staten før end, man kan betale for sine egne livsnødvendige omkostninger. 

For 330.000 borgere i Danmark kan det i dag ikke betale sig at arbejde. Når regeringens skattereform er fuldt indfaset vil dette tal være 250.000. Ved Liberal Alliances forslag vil der blot være 92.000, for hvem det ikke kan betale sig at arbejde.

Indførelse af forslaget vil koste ca. 43 mia.kr. Regeringens egen produktivitetskommission har udtalt, at der kan spares 53 mia. kr. på det offentlige forbrug. Det lyder af mange penge, men kan gøres ved at spare 1,5% om året i 7 år. Forslaget er således fuldt finansieret.