Spørgsmål vedr. min brochure

I sidste uge modtog 44.000 husstande i Nordsjælland min flyer. Var du ikke en af dem, har du mulighed for at downloade den her, https://kattrup.dk/presse/plakater-bannere/

Efterfølgende har jeg fået uddybende spørgsmål. Jeg har gengivet spørgsmål og svar nedenfor. Har du selv spørgsmål eller input, er du meget velkommen til at skrive på FB eller mail May-Britt@Kattrup.dk

SP.: Du siger ”lavere skat”, men hvad med afgifter?

SV.: Når jeg taler om lavere skat, inkluderer det også et ønske om nedsættelse af adskillige afgifter. Liberal Alliance vil bl.a. afskaffe energiafgifter (NOx og PSO afgifter), fjerne registreringsafgift, nedsætte afgifter på benzin og diesel, fastfryse grundskyld i kroner og øre, og sænke afgifter på grænsefølsomme varer, så de kommer på tysk niveau.

Det er det samlede udgiftsniveau og rådighedsbeløb for den enkelte borger, som er vigtigt. Det hjælper ikke noget at sætte en skat ned, hvis man så sætter en afgift tilsvarende op.

SP.: Du taler om ”skattetryk”, men hvad med afgifter?

SV.: Begrebet ”Skattetryk” er udtryk for de samlede skatter og afgifter i et land som andel af BNP.

SP.: Du skriver ikke noget om pensionister, hvad vil LA gøre for dem?

SV.: Desværre kan jeg ikke have alt med i min folder, men ud over nedsættelser eller afskaffelse af ovenstående afgifter vil pensionister også få glæde af, at LA ønsker afskaffelse af udligningsskatten på pensionsudbetalinger. Vi ønsker også udvidet frivalgsordning i sundhedsvæsnet. Og vi har sat 26 mia. kr. af til bedre offentlig service, da vi som det eneste parti tager højde for, at der kommer flere ældre.

SP.: Får pensionister glæde af øget bundfradrag?

Kun personer i arbejde får glæde at vores forslag om, at de første 7.000 tjente kroner hver måned skal være skattefri, også fri for de 8% AMBI. Det vil betyde 20.000 mere udbetalt for alle i arbejde.

SP.: Har LA nogen økonomiske tiltag for studerende?

SV.: Vi vil gerne indføre, at studerende kan tjene, hvad de vil ved siden af SU’en uden modregning. Vi mener, at studerende godt selv kan vurdere, hvor meget de kan arbejde ved siden af deres studier.

SP.: Aktive indvandrere. Til dette punkt har der været forskellige spørgsmål.

SV.: Indvandrere skal ikke kunne registreres i Danmark uden, at de på forhånd har et arbejde. De skal arbejde og betale skat i DK sammenlagt 5 år, før end de er berettiget til sociale ydelser. De første 5 år skal de have obligatorisk sygeforsikring, således at alle kan blive behandlet for sygdom og skader. De kompenseres for denne forsikring via skatten, så de ikke betaler dobbelt.

Mister man sit arbejde, før end man har arbejdet og betalt skat i Danmark sammenlagt 5 år, må man rejse hjem.

Flygtninge som allerede er her, som er integreret, arbejder og forsørger sig selv, skal naturligvis blive. Vi har set nogle fuldstændige urimelige og umenneskelige afgørelser.

Flygtninge som ikke har fået opholdstilladelse, og som ikke er integreret bør sendes tilbage. Det er hårdt og ikke rart. Det ville være så vidunderligt, hvis vi kunne hjælpe alle, med det er mange mio. mennesker, og det kan vi ikke. Men vi kan hjælpe flest muligt og bedst muligt i nærområderne, hvor vi kan få mere for pengene og tilbyde bedre forhold. Og så kan vi mindske risikoen for at de dør undervejs til Europa.

Kriminelle udlændinge skal sendes hjem omgående.

Hvis EU regler og konventioner står i vejen for ovenstående, bør de ændres, så de matcher nutidige forhold.

Yderligere kommentar:

ARVEAFGIFT OG TOPSKAT

Ønsker LA og jeg også at afskaffe. De er skadelige for dansk vækst og arbejdspladser. Og så er de uretfærdige.

Det betyder LA’s 2025 plan for borgerne:

De 10% dårligst stillede får i gennemsnit et rådighedsbeløb på 7.000 kroner mere om året.

De 10% bedst stillede får i gennemsnit et rådighedsbeløb på 61.000 mere om året.

Alle i arbejde får 20.000 mere udbetalt om året.

Flere får mulighed for at komme i arbejde.

Det betyder LA’s plan for Danmark:

Vi bliver 108 mia. kr. rigere.

Samlet skattelettelse på 103 mia.kr.

124.000 flere kommer i arbejde.

Finansiering:

Som det eneste parti fortæller LA, hvor pengene skal komme fra. Største del af finansiering skal komme fra en effektivisering af den offentlige sektor i henhold til anbefalinger fra regeringens produktivitets kommission. Ingen fyringer og mindre stress for ansatte via tillid og inddragelse i stedet for unødig kontrol og unødig bureaukrati.

LA’s plan er finansieret og gennemregnet.

May-Britt Kattrup, folketingskandidat LA, Nordsjælland.

17.maj 2015.