Mine 5 Regionale Mærkesager:
1. Ingen patienter på gangene og maksimalt 1 måneds ventetid.
Det vil jeg:
• Eksisterende sengepladser skal ikke nedlægges, før anden kapacitet er klar til at tage over.
• Markedet skal undersøges for gennemtestede og velfungerende it-systemer, der kan lette sundhedspersonalets arbejde.
• Inddrage alle medarbejdere i sundhedsvæsenet i effektiviseringsbestræbelser.
• Mere tillid til ledelsen og relevante mål i stedet for kontrol uden effekt.
• Øge brugen af private leverandører.
• Fokusere på bekæmpelse af ventelister i stedet for bekæmpelse af privathospitaler.
2. REELT frit sygehusvalg – privat eller offentligt.
Det vil jeg:
• Sygehusene skal give tilstrækkelig information og hjælp til at sætte patienter i stand til et REELT frit valg, privat eller offentligt.
• Sygehusene skal altid henvise til andet sygehus, privat eller i anden region, hvis det kan give et bedre forløb for patienten.
• Fokusere på service og økonomi, i stedet for på bekæmpelse af privathospitaler.
3. Øge konkurrencen – Sundhedsydelser skal købes der, hvor de er bedst og billigst.
Det vil jeg:
• Stabile og bedre rammevilkår for private sygehuse.
• Udbud af flest mulige opgaver. Både offentlige og private leverandører skal have mulighed for at byde på opgaverne.
• Indkøb af ydelserne, der hvor de er bedst og billigst, privat eller offentligt.
• Sygehusene skal altid henvise til andet sygehus, privat eller offentligt, hvis det kan give et bedre forløb for patienten.
4. Nej til ring 5
Det vil jeg:
• Arbejde for at Ring 5 ikke kan vedtages, uden en analyse af alternativer.
• Undersøge muligheder for ophævelse af trafikkorridorens tinglysning.
5. Landbruget skal med i Region Hovedstadens Vækstforum
Det vil jeg:
• Landbruget får en repræsentant i vækstforum (ikke kun som observatør).
• Udarbejdelse af en delregional udviklingsplan, inkl. en regional fødevareklynge.
• Ejere inddrages først i processen med nye tiltag.
1. Ingen patienter på gangene og maksimalt 1 måneds ventetid.
Regionerne har nedlagt hver 5. sygehusseng, svarende til 3.000 sengepladser siden 2007. Det har medført overbelægning og patienter på gangene mange steder, og patienter er sendt hjem før tid.
Det er ikke en rimelig behandling af borgerne. Det er godt, at der fokuseres på at gøre hospitaler mere effektive, samle ekspertise og bygge nye superhospitaler. Men det kan ikke nytte noget at nedlægge eksisterende kapacitet, førend man er klar med ny.
Der er alt for lange ventetider, både hvad angår at få stillet en diagnose, få foretaget en operation og på en akutafdeling/skadestue.
En af årsagerne er det enorme bureaukrati og kontroltyranni, som tager tid fra patienterne. Der skal i langt højere grad være tillid til de faglige kræfter i sundhedsvæsenet og gives plads til, at de professionelle ledere rent faktisk kan få lov til at fungere som synlige ledere og styre efter relevante mål, f.eks. helbredelse, overlevelse, genoptræningseffekt eller genvundet funktionsniveau, i stedet for afrapportering uden effekt.
”Dagens medicin” har tidligere rapporteret at læger kun bruger ca. 25% af deres tid på patienter, og at hospitalssygeplejersker bruger 12,5 mio. timer om året på dokumentation. Ifølge sygeplejerskernes egen vurdering kunne mere end tre mio. timers arbejde skæres væk, hvis man fjernede alt dobbeltarbejdet og leverede ordentlige it-løsninger.
I november 2011 kunne Ugeskrift for Læger berette, at intet mindre end 20 procent af samtlige hospitalsansatte læger i Region Hovedstaden, var medunderskrivere på en underskriftindsamling imod unødvendigt bureaukrati i sundhedsvæsenet. Lægerne skrev således under på, at ”omfanget af lægernes administrative arbejde er eksploderet”, og at ”op mod halvdelen af vores tid bruges på administrative opgaver som for eksempel standardiseret journalføring, registrering, tjeklister, bestilling af undersøgelser og meget mere. Efterhånden eksisterer patienten kun på computerskærme og i afkrydsningsskemaer”.
Der er derfor mange penge at hente ved mindre bureaukrati og effektivisering. Penge som enten kan bruges til bedre service overfor patienterne, eller opkrævning af mindre skat så borgerne selv har råd til at vælge den løsning, de finder bedst.
I processen med at få mindre bureaukrati og mere effektive arbejdsgange, er det meget vigtigt at alle medarbejdere inddrages. Det er medarbejderne, som kender rutiner og opgaver. Det er derfor dem, der bedst kan vurdere, hvordan arbejdet kan foregå mere hensigtsmæssigt. Det er også vigtigt, at medarbejderne ved, hvor de skal gå hen med forslag til forbedringer, og at der er incitamenter til at deltage i processen.
En anden årsag er den intense kamp mod brugen af private leverandører, som ellers kunne udføre mange behandlinger både hurtigere og billigere. Se ”Hvorfor er regionsvalget vigtigt” og ”Øge konkurrencen”. Man undlader endog at henvise til private (eller andre regioner), selv om det både kunne forkorte ventetider og gavne samfundsøkonomien.
Et svensk hospital har vist, at de kan klare 100.000 flere behandlinger på samme budget, ved at bruge private operatører. Det vil man ikke i Danmark, bl.a. derfor har vi større udgifter, lange ventelister og patienter på gangene.
Det vil jeg:
• Eksisterende sengepladser skal ikke nedlægges, før anden kapacitet er klar til at tage over.
• Markedet skal undersøges for gennemtestede og velfungerende it-systemer, der kan lette sundhedspersonalets arbejde.
• Inddrage alle medarbejdere i sundhedsvæsenet i effektiviseringsbestræbelser.
• Mere tillid til ledelsen og relevante mål i stedet for kontrol uden effekt.
• Øge brugen af private leverandører.
• Fokusere på bekæmpelse af ventelister i stedet for bekæmpelse af privathospitaler.
2. REELT frit sygehusvalg, privat eller offentligt.
Det hedder sig i dag, at der er frit sygehusvalg. Men det fungerer ikke sådan i den virkelige hverdag. Rådgivningen er alt for dårlig, og syge mennesker har ikke overskud til selv at sætte sig nok ind i forholdene til at kunne foretage et reelt valg.
Hertil kommer at regionerne decideret undlader at henvise til såvel hospitaler i andre regioner som til privathospitaler, selv om det kunne give patienterne et bedre forløb.
Dette på trods af lange ventelister og differentieret behandlingsgaranti. Flere af disse ventelister kunne være kortere eller helt undgået, og behandlingerne kunne være billigere, hvis man havde benyttet private hospitaler eller hospitaler i andre regioner.
Sundhedssektoren bør administreres, så vi får mere kvalitet for skattekronerne. Og uanset om vi vælger et privat eller et offentligt sygehus, bør det finansieres over skatten. Pengene skal følge borgeren. (Dette system burde i øvrigt gælde alle offentlige ydelser: institutioner, skoler, ældrepleje m.m.)
Det vil jeg:
• Sygehusene skal give tilstrækkelig information og hjælp til at sætte patienter i stand til et REELT frit valg, privat eller offentligt.
• Sygehusene skal altid henvise til andet sygehus, privat eller i anden region, hvis det kan give et bedre forløb for patienten.
• Fokusere på service og økonomi, i stedet for bekæmpelse af privathospitaler.
3. Øge konkurrencen – Sundhedsydelser skal købes der, hvor de er bedst og billigst.
Hvorfor betale mere for en vare end nødvendigt. Såvel i det private erhvervsliv som i den private husholdning, undersøger man, hvor et bestemt produkt kan købes til den bedste pris. Skal vi ud at rejse, specificeres vores ønsker til f.eks. sol og varme, afstand til strand, kvaliteten på hotellet, flyrejse med eller uden måltid, med eller uden ekstra gebyr for bagage m.m. Derefter undersøges, hvor man kan købe sådan en rejse billigst muligt. Det offentlige bør gennemgå en lignende procedure. Selv om sammenligningen er stærkt forenklet, er princippet det samme.
Der er nogle krav, specifikationer og ønsker til en given behandling. Ydelsen bør købes der, hvor disse forhold er opfyldt, og hvor prisen er den laveste. Såvel det offentlige, som det private skal kunne byde på opgaverne, og ydelserne bør indkøbes der, hvor de er bedst og billigst.
Ifølge regionerne selv opnås store besparelser, når de via udbud sender patienter til behandling på privathospitaler. Samtidig viser en analyse fra Cepos, at behandlinger udført på privathospitaler, via udbud, i gennemsnit udføres til ca. halvdelen af taktsten for tilsvarende behandling på et gennemsnitligt offentligt hospital*.
Tendensen er meget tydelig på standardiserede behandlinger men p.t. mere tvivlsom på komplicerede behandlinger, grundet forskellige rammevilkår* og forpligtelser*. Men at besparelsespotentialet ikke er så sikkert på nogle behandlinger, bør ikke afholde regionerne for at spare penge på andre behandlinger.
De økonomiske vismænd har tidligere påpeget, at private wings kan give en omkostningseffektiv udnyttelse af de offentlige sygehuse. Ved private wings tillader man privathospitaler at flytte ind på offentlige hospitaler og udføre offentligt finansierede sundhedsopgaver på lige fod med det offentlige.
Svenske erfaringer peger i samme retning. I 1999 valgte man f.eks. i Stockholm at lade den private aktør Capio overtage driften af det offentlige hospital, St. Görans Sjukhus. Det lykkedes at reducere enhedsomkostningen med 30 pct., svarende til at hospitalet kan behandle 100.000 flere patienter for samme ressourcer. (Kilde: Mia Amalie Holstein, Cepos).
Der kan være områder eller situationer, hvor udbud ikke er formålstjenligt, og hvis det er vurderet på et fagligt, økonomisk og objektivt grundlag, skal der selvfølgelig ikke foretages udbud i disse tilfælde, men ellers bør alle opgaver sættes i udbud. I dag udbydes kun 20 mia. ud af 80 mulige. Andelen af private hospitaler er nu helt nede på 1,25% i Danmark mod 12% i Sverige, og 24% i Frankrig.
Den politiske modvilje mod brugen af private leverandører giver meget svære vilkår for privathospitaler. De ustabile rammevilkår gør overlevelse svær her og nu og medfører stor usikkerhed om fremtidige muligheder. Det har betydet mange konkurser og manglende lyst og muligheder i forbindelse med fremtidige investeringer. Man undlader endog at henvise til private (eller andre regioner), selv om det både kunne forkorte ventetider og gavne samfundsøkonomien.
I dag beskæftiger danske privathospitaler godt 2.000 personer. Hvis de danske privathospitaler havde samme markedsandel som Frankrig, så ville der være ansat godt 25.000 i den private hospitalssektor.
Øget brug af private leverandører, kræver muligvis et opgør med regionernes dobbeltrolle, f.eks. ved at gøre hospitalerne til selvejende institutioner, således at regionerne ikke både er sygehusejere (sælgere), samt dem der skal sørge for at sikre borgerne mest sundhed for pengene (indkøbere).
Samtidig vil det bevirke, at hospitalet tager mere ansvar for økonomien og kvaliteten, og ydermere skabe konkurrence mellem hospitalerne, hvilket kan resultere i bedre ressourceudnyttelse.
Sundhedssektoren bør administreres, så vi får mere kvalitet for skattekronerne. Og uanset om vi vælger et privat eller et offentligt sygehus, bør det finansieres over skatten.
Det vil jeg:
• Stabile og bedre rammevilkår for private sygehuse.
• Udbud af flest mulige opgaver. Både offentlige og private leverandører, skal have mulighed for at byde på opgaverne.
• Indkøb af ydelserne, der hvor de er bedst og billigst, privat eller offentligt.
• Sygehusene skal altid henvise til andet sygehus, privat eller i anden region, hvis det kan give patienten et bedre forløb
*48% af DRG taksten (sygehusenes gennemsnitlige driftsudgifter). Ved sammenligning af taksterne, er det vigtigt at huske på, at de private og de offentlige hospitaler ikke er underlagt samme rammevilkår og forpligtelser. F.eks. skal de offentlige hospitaler foruden behandlingerne også dække udgifter til akutfunktion, uddannelse og forskning. Det tidligere Indenrigs- og Sundhedsministeriet har vurderet, at disse udgifter samlet udgør 15-25 pct. af DRG-taksten.
Omvendt så har privathospitalerne også omkostninger, som de offentlige hospitaler ikke har. F.eks. skal privathospitalerne selv stå for afskrivninger, investeringer mv., ligesom privathospitalerne ikke kan få refunderet deres købsmoms eller lønsumsafgift. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har vurderet, at disse udgifter samlet udgør 13 pct. af DRG-taksten. (Cepos).
Endvidere er karakteren af de behandlinger, der foretages på henholdsvis de offentlige hospitaler og privathospitalerne, forskellig. Der er en tendens til, at privathospitalerne oftest tager sig af de mindre komplicerede tilfælde.
4. Nej til ring 5.
På en strækning fra Helsingør til Køge arbejdes der fra svenske og visse danske politikeres side på at få vedtaget en 4-6 sporet motorvejsstrækning samt skinner til højhastighedstog og godstog (sidstnævnte 94 i døgnet, 4 godstog i timen, hvis de fordeles over hele døgnet). Projektet tænkes i sammenhæng med en fast forbindelse Helsingør-Helsingborg. Pris 50 mia.kr. (2½ x Øresundsbroen).
På hjemmesiden www.nejtilring5.dk kan man se linjeføring, hvor mange og hvilke byer, der bliver nedlagt eller væsentligt berørt, hvor meget fredet natur der forsvinder, samt andre relevante informationer.
I over 40 år har der været tinglyst ca.1 km bredt bælte til trafikkorridoren, og den kommer derfor op til diskussion med jævne mellemrum. Tinglysningen stavnsbinder folk i området og hindrer udvikling.
Det primære formål med motorvejen og fast forbindelse er transport af gods fra Sverige til Tyskland. Målet er 5 timer, Stockholm-Hamborg med højhastighedstog. Projektet er imidlertid solgt som et regionalt projekt, men ifølge uafhængig trafikforsker Uffe Paludan vil det ikke løse nogen regionale trafikproblemer. Hvis man der i mod investerede pengene i at modernisere og udvide eksisterende tog- og vejsystem, kunne man skabe gode regionale løsninger, hvilket der er behov for.
Trafikforskere Per Homann Jespersen, medlem af Trængselskommissionen, og Christian Wichmann Matthiessen, medlem af Infrastrukturkommissionen, stiller også begge temmelig store spørgsmålstegn ved, om det overhovedet løser trængselsproblemer i Nordsjælland – eller bare gør Nordsjælland til et transitland for svensk og norsk tunggods.
Ydermere mener eksperter, at der overføres trafik fra Skåne til den nye forbindelse, således at den samlede trafikbelastning af Nordsjælland øges markant.
Et andet argument som fremføres for projektet, er vækst i Helsingør, men heller ikke dette synes at være realistisk. Argumentet tager afsæt i, at den faste forbindelse går fra Helsingborg til Helsingør, men den forudsætning holder ikke. Sundet er for dybt, og en tunnel kan ikke ende i Helsingør, da den bliver for stejl. Den vil derfor ende i Espergærde, Kvistgård eller en anden destination i tilsvarende afstand fra Helsingør, hvilket betyder, at folk skal vende bilen for at køre tilbage til Helsingør, eller skifte tog. Det vurderes dog mere sandsynligt, at folk vil køre videre.
Da det primært er et svensk behov, der skal løses, ville det være oplagt at holde motorvejen på svensk side, ned gennem det meget mindre tætbefolkede område i Skåne til Malmø-København, hvor der er kapacitet til 2035. Her kan man se på muligheder for at udvide eksisterende løsninger. Det lader til at være en langt billigere løsning. Samtidig styrker det ønsket om at bibeholde Kastrup som vigtig trafikknudepunkt.
Ring 5 modarbejder også den såkaldte fingerplan, da en Ring 5 vil lede trafikken i andre retninger end planlagt med fingerplanen.
Præcis hvilke tiltag der skal til må baseres på uvildige undersøgelser. P.t. er der brugt 25 mio.kr. på en ensidig IBU rapport, som argumenterer for Ring 5, mens der ikke er brugt midler på at analysere alternativer.
IBU står for ”Infrastruktur og Byudvikling i Øresundsregionen”, og det lyder meget tilforladeligt. Men realiteten er, at der er tale om ”Europakorridoren”, et rent svensk projekt, der har til formål at knytte Stockholm sammen med Hamborg i lige linje uden om bl.a. København”, citat af Uffe Paludan.
På foreliggende materiale er konklusionen, at Ring 5 er en ekstrem dyr løsning, som ikke løser nogle danske regionale trafikproblemer, hverken for Nordsjælland eller København, men der i mod betyder mere trafik ii Nordsjælland. Trafik i form af transittrafik, som ikke vil udløse vækst i nævneværdig størrelse.
Det vil jeg:
• Arbejde for at Ring 5 aldrig kan vedtages uden en omfattende analyse af alternativer.
• Undersøge muligheder for ophævelse eller ændring af trafikkorridorens tinglysning.
5. Landbruget skal være repræsenteret i Region Hovedstadens Vækstforum.
Landbruget med følgeerhverv skaber vækst og beskæftigelse i hele Danmark. 141.000 danske arbejdspladser stammer fra landbruget, fødevareindustrien og de tilstødende erhverv.
Eksporten af landbrugsprodukter har nået 140 mia. kroner, svarende til ¼ af Danmarks samlede vareeksport. Fødevareerhvervet udgør hele 70% af overskuddet på Danmarks handelsbalance, og forventningen er, at eksporten kan øges med 30% over de næste syv år.
Og selv om landbruget ikke er den største bidragsyder i Region Hovedstaden, er den stadigvæk en vigtig aktør, som bør sidde med ved forhandlingsbordet og ikke kun som observatør. Vi ved, hvor vigtig udviklingen i Hovedstadsområdet er for resten af landet. Det gælder også for et af landets største eksport erhverv, selv om en stor del af produktionen ikke foregår her.
Hovedstadsregionens fokus på at være en metropolregion skal fortsat have høj prioritet. Men en Metropol kræver stort opland, og ikke alle kan bo i København, hvor befolkningstilvæksten p.t. er 1.000 indbyggere om måneden.
Det betyder store udfordringer på boligområde, børnepasning og andre service områder. Hvis København ikke på sigt kan yde den service, er der brug for attraktive omegnskommuner. Det kræver, at vilkårene i omegnskommunerne er gode, således at hele regionen kan fungere som pendlerområde for København og være en del af metropolens udvikling.
Region Hovedstaden er ikke kun Københavns kommune. For hele det geografiske område i regionen, der ikke er hovedstad, bør der fokuseres på en delregional udviklingsplan. I den sammenhæng er der mange vigtige faktorer, og landbruget er, sammen med dens følgeindustri, en væsentlig brik.
Der findes også mange deltidsbrug i regionen, og hvis vilkårene for deltidsbrug er optimale, er det med til at gøre omegnskommuner mere attraktive og dermed udfylde en stor rolle for København som Metropol.
Det er glædeligt, at der er udarbejdet en hensigtserklæring under Regionens indsatsområde 1: ”Stærke og perspektivrige kompentenceklynger”. Her nævnes Fødevarer, Ernæring og Sundhed som følger:
”Fødevarer bliver i stigende grad livsstilsprodukter målrettet den individuelle forbruger, herunder fødevarer, som kan fremme sundheden eller forebygge sygdomme. I Regionen ligger såvel offentlige som private forskningsbaserede virksomheder, der vidensmæssigt og teknologisk er i international klasse. Derfor skal potentialet for en klynge inden for fødevarer, ernæring og sundhed belyses”.
Der er dog fare for, at store værdier og samfundsøkonomi går tabt, hvis det bliver ved hensigten.
I hele processen og alle fremtidige tiltag er det vigtigt at al planlægning, der påvirker et landbrug, præsenteres for og helst udvikles i samarbejde med dennes ejer inden inddragelse af diverse organisationer, aktører m.m. Tidlig inddragelse giver oftest positiv tilgang, hvilket giver bedre forudsætninger for projektets udførelse.
Samarbejde og dialog vil give bedre resultater og større ejerskab, end tungt bureaukrati og kontrol. Samtidig giver det mulighed for en højere faglighed og relevans i udarbejdelse af nye tiltag.
Det vil jeg:
• Landbruget får en repræsentant i vækstforum (ikke kun som observatør).
• Udarbejdelse af en delregional udviklingsplan, inkl. en regional fødevareklynge.
• Ejere inddrages først i processen med nye tiltag.