hospital gang may-britt kattrup - sengepladser på hospitaler

Hvorfor er regionsvalget vigtigt?

Det er dit liv – dit helbred – dit valg – derfor er det vigtigt at stemme til regionsvalg.

90% af regionens budget vedrører sundhedspolitik. Det er i regionen at ventetider bestemmes, og her det accepteres om patienter skal ligge på gangene, og hvilke behandlingsmetoder du tilbydes samt øvrig service indenfor sundhedsvæsenet fastlægges ligeledes af regionsrådet.

Vi betaler verdens højeste skat, men vi får langt fra verdens bedste service.

Det er ikke en joke, når man siger, at det kræver et godt helbred at overleve et dansk hospitalsbesøg. Alene 3.000 dør årligt som følge af infektion, der ikke har noget at gøre med den oprindelige sygdom. Og hvis man ikke selv har overskud eller har pårørende med mulighed for at sætte sig ind i hele forløbet, risikerer man nemt fejlbehandlinger eller ”blot” mindre optimale forløb. Det er ikke rimeligt.

Blandt årsagerne er bureaukrati samt politisk modvilje til at benytte de bedste og billigste løsninger, hvis disse er private. Læger og sygeplejersker drukner i kontrolforanstaltninger og ineffektive IT systemer. ”Dagens medicin” har tidligere rapporteret, at læger kun bruger ca. 25% af deres tid på patienter, og at hospitalssygeplejersker bruger 12,5 mio. timer om året på dokumentation.

Adskillige analyser viser, at mange opgaver kunne løses for ca. halvdelen af prisen* via private leverandører, alligevel kæmper Region Hovedstaden, med Socialdemokrat Vibeke Storm Rasmussen i spidsen, en indædt kamp mod brugen af private leverandører.

Ud over billigere løsninger* kunne større brug af private også afhjælpe ventelister og pladsproblemer. Desuden kunne private leverandører også bidrage til samfundsøkonomien via større eksportmuligheder** og indtægter fra sundhedsturisme***.

I dag er andelen af privathospitaler i DK nu helt nede på 1,25% mod 12% i Sverige, og 24% i Frankrig.

Det siges, at vi har et frit sygehusvalg, men det har vi reelt ikke. Syge mennesker har ikke selv overskud til at sætte sig ind i de mulige løsninger, og der informeres ikke i tilstrækkelig grad om mulighederne. I endnu højere grad kommer manglen på det frie valg til udtryk, når hospitalerne ikke kun undlader at henvise til private udbydere, men sågar også til hospitaler i andre regioner, selv om det kunne betyde et bedre forløb for patienten, og være billigere for samfundet.

Private udbydere skal ikke benyttes for enhver pris, men sundhedsydelser bør købes der, hvor de er bedst og billigst.

______________________________________________________________________________________

*Cepos. Se også kommentar* under regionale mærkesager.

**I Sverige er den private sundhedsvirksomhed Capio blevet så stor, at den kan konkurrere i både Tyskland, England og Spanien, og i 2006 udgjorde eksporten 10 mia. svenske kroner. Capio driver et hospital i Sverige, og kan udføre 100.000 flere operationer for det samme budget. 

***F.eks. har den massive satsning på sundhedsturisme i Singapore betydet, at den i dag udgør 1 pct. af Singapores BNP, svarende til 13,9 mia. kr. og 13.000 jobs.