politik-top

Mine Mærkesager

•  Mindre politisk styring.
•  Lavere skat.
•  Velfærd og velstand vigtigere end lighed.

Mindre politisk styring:

Hele tiden oplever vi politikerne mene, at de bedre kan vurdere, hvad der er bedst for dig og mig, end vi selv kan. Intet er for småt til at blive reguleret. Der bliver lovgivet om, hvordan du må rense din egen tagrende, en restauratør må ikke kalde en drink for ”sex on the beach”, at fiskehandleren skal bruge latinske fiskenavne i stedet for danske (hvem der så forstår det, er noget helt andet), osv.

Venstre har sågar officielt spurgt sundhedsminister Astrid Krag om, hvad hendes holdning er til, at danskerne lever markant mere usundt i weekenderne, og hvad hun vil gøre ved det. (Venstre, Danmarks liberale parti ???).

I stedet for denne massive regulering, bør politikerne have respekt for det enkelte menneskes ret til at bestemme over sit eget liv. Det er vores liv, ikke politikernes. Når vi bliver 18 år, er vi myndige, gamle nok til at stemme og gamle nok til at komme i fængsel hvis vi overtræder loven. Denne myndighed og selvstændighed skal politikerne respektere.

Ingen forestiller sig, at Danmark nogen sinde kan blive et ikke-demokratisk samfund, men med små regelmæssige skridt, bevæger vi os længere og længere væk fra de grundlæggende værdier. Skridtene er så små, at vi enten ikke opdager dem, eller også accepterer vi dem. Men var alle de små skridt kommet på en gang, havde vi helt sikkert sagt fra. Derfor er de små skridt farlige.

Vi skal som samfund sørge for de svageste, men de svageste behøver ikke at være så mange, som man gør dem til i dag. Vi har et offentligt system, der behandler individer som klienter og ofre i stedet for som selvstændige mennesker. Mange kan yde mere, end de gør i dag.

Systemet er også tarveligt overfor de offentlige ansatte. I stedet for at have tillid til faglighed og kompetencer, fjerner man arbejdsglæde og selvstændighed ved at drukne de ansatte i en skov af kontrolforanstaltninger, som samtidig betyder, at en stor del af arbejdstiden bruges på papirbunker eller uduelige IT systemer i stedet for på service og kontakt med mennesker.

Bureaukratiet er enormt og skadeligt for samfundsøkonomien. Se mere under lavere skat.

Lavere skat:

Den meget omfattende regulering af befolkningen (se mindre politisk styring) kræver verdens største offentlige sektor, som udløser verdens højeste skattetryk. Så højt, at det går ud over lysten til at arbejde og investere. Mange prioriterer frihed højere end arbejde, fordi man ikke får nok ud af sin arbejdsindsats.

For mange virksomheder kan det bedre betale sig at investere i landene omkring os. Det koster danske arbejdspladser, færre til at betale skat, og flere på overførsel. Det kan ingen samfundsøkonomi holde til i det lange løb.

Samtidig betyder kombinationen af overregulering og den høje skat, at vi bliver afhængige af staten og mister eget initiativ. Det har skabt en krævementalitet, hvor vi læner os tilbage og forventer, at det offentlige skal løse vores problemer.

Betaling af den høje skat, giver os følelsen af at have betalt for varen/servicen, og derfor forventer vi også at få den.

Samtidig lader den høje skat os tilbage med så lidt økonomisk råderum, at vi ikke har mange andre muligheder, end at vælge de løsninger som det offentlige system tilbyder os. Hvis vi fravælger de offentlige muligheder, skal vi alligevel betale for dem, og derfor har de færreste råd til at betale for selvvalgte løsninger ved siden af. Det bliver for dyrt at betale for 2 løsninger, og kun benytte den ene. Dette gælder f.eks. skoler, hospitaler, pleje, institutioner m.m.

Selvfølgelig skal vi betale skat, og Liberal Alliances politik sikrer, at der også fremover vil være råd til at hjælpe de svageste, og ingen tvivl om at alle skal have fri adgang til skole og hospital, ligesom der skal være penge til god infrastruktur. Men det kan godt lade sig gøre uden at have verdens største offentlige sektor og et af verdens højeste skattetryk. Det kan vi se i landene omkring os.

F.eks. bruger Finland mindst 20% færre omkostninger på uddannelse, men finske elever klarer sig væsentlig bedre end danske. Et svensk hospital har vist, at det kan klare 100.000 flere behandlinger på samme budget ved at bruge private operatører. Det vil man ikke i Danmark, derfor har vi større udgifter, lange ventelister og patienter på gangene.

Forskellige analyser viser, at der kan spares mange mia.kr. ved at effektivisere i det offentlige uden, at det går ud over velfærd. Det betyder, at man kunne opkræve væsentlig mindre i skat.  Når pengene forbliver hos borgerne, skaber de mere forbrug, flere investeringer, mere vækst, flere arbejdspladser, bedre samfundsøkonomi og mere frihed til at vælge de løsninger man selv finder bedst.

Velfærd og velstand vigtigere end lighed.

Alle skal have lige muligheder, men vi skal respektere, at man kan få forskellige resultater ud af de samme muligheder. Langt de fleste mennesker har mulighed for at spille fodbold, men hvor var landsholdet henne i dag, hvis den bedste spiller ikke måtte score mål, fordi den dårligste spiller ikke formåede det?

Og hvad ville vi sige til, hvis dommeren annullerede et mål, som ellers var gyldigt efter reglerne, fordi han synes at kampen skulle ende lige? Vi skal være lige for loven (fodboldreglerne), men acceptere at vi kan få forskellige resultater ud af det.

Hvis to personer, Emilie og Jonas* siden de var 15 år begge tjente 163 kroner om ugen i 50 år, ville det blive til 2 mio.kr*. Nu har Jonas imidlertid valgt at bruge sine 163 kroner hver uge, på lotto 40,- cigaretter 63,- og 3 øl sammen med vennerne fredag aften 60,-. Emilie har sparet alle 163 kroner hver uge. Begge har opført sig fuldstændigt acceptabelt, men der er altså nu en forskel på 2 mio.kr. på de to personers formuer. Med hvilken begrundelse kan man sige, at Emilie skylder Jonas noget, eller at Jonas kan kræve, at Emilie skal betale penge til ham?

Eller hvis Jonas nu havde vundet 5 mio.kr. i lotto. Så er de to ulige med 3 mio.kr., denne gang i Jonas’ favør, men hvorfor skulle man kræve at Jonas skulle betale til Emilie, bare fordi han har været heldig. Eller fordi han har taget en risiko hver uge, ved at investere 40,- i en lotto seddel?

De har haft lige muligheder, men ender med forskellige resultater. Det bør ingen straffes for.

Om succes skyldes risiko, dygtighed, hårdt arbejde eller held skal den respekteres – ikke straffes. Det er ikke uretfærdigt at nogle er dygtige, flittige eller heldige. At nogle mennesker har opnået bedre resultater og har mere, er ikke udtryk for at de har taget noget fra andre. Når de alligevel bliver straffet med verdens højeste beskatning, er det udtryk for negativ misundelse, og ikke en handling der bunder i objektiv retfærdighed.

Vi har forskellige forudsætninger, evner og ønsker til livet, og det skal respekteres. Ingen skal skamme sig, eller undskylde, hvis man er dygtig eller heldig, og har gjort det godt. Man bør kunne tillade sig at være stolt og glad. Og det bør samfundet også være, da vi alle er afhængige af mennesker, som er dygtige og heldige.

Ingen skal heller undskylde, hvis man ikke ønsker at stræbe, eller hvis man værdsætter andre værdier end velstand. Det skal stå enhver frit for at yde den indsats, man vurderer, er tilstrækkelig til at man kan forsørge sig selv.

Igennem mange år har Danmark udviklet en politik der ikke accepterer og erkender, at en vis ulighed i vores samfund både er naturligt, retfærdigt og nødvendigt for at opretholde et investeringsniveau, som er tilstrækkeligt til at skabe den vækst og de arbejdspladser, vi har brug for, og som er en forudsætning for bedst mulig levestandard for alle borgere, uanset økonomisk ståsted.

Ingen regering bør fokusere sin politik på lighed, men på mest mulig velstand til alle (som ønsker det).

Det er jo paradoksalt, at vi står i en situation, hvor alle borgere vil få gavn af skattenedsættelser, og at der alligevel kæmpes imod dette, blot fordi det også gavner de bedst stillede. De fleste politikere er så bange for at skabe den mindste smule ulighed i et af verdens mest lige samfund, at de foretrækker verdens højeste skattetryk, til trods for at det er til størst skade for dem, der har mindst. Dem der har mest, skal nok klare sig.

*Inspiration til eksemplerne er hentet fra ”den retfærdige ulighed”, Martin Ågerup.